VASCOG diagnosekriterier for vaskulær kognitiv lidelse

The International Society for Vascular Behavioral and Cognitive Disorders (VASCOG) udarbejdede i 2014 et detaljeret forslag til diagnosekriterier for kognitiv svækkelse forårsaget af forstyrrelser i hjernens blodforsyning.

Tidligere blev vaskulær demens diagnosticeret ved hjælp af kriterier udarbejdet af: 

  • WHO (ICD-10 kriterier)
  • The American Psychiatric Association, APA (DSM-5)
  • The National Institute of Neurological Disorders and Stroke og Association Internationale pour la Recherché et l'Enseignement en Neurosciences (NINDS-AIREN)

VASCOG-arbejdsgruppen foreslår, at betegnelsen vaskulær demens afløses af vaskulær kognitiv lidelse, hvilket henviser til et spektrum af kognitiv svækkelse, der går fra svær forringelse – svarende til demens – til let forringelse, som de kalder mild cognitive disorder.

VASCOG-kriterierne er formuleret med tanke på, at vaskulær demens ikke er én specifik sygdom, men omfatter en større gruppe af sygdomstilstande med mange forskellige ætiologier, hvoraf kun nogle har velkarakteriserede kliniske manifestationer. VASCOG-kriterierne er beslægtede med DSM-5 kriterierne, men har en højere detaljeringsgrad.

For at opfylde kriterierne for vaskulær kognitiv lidelse skal tilstanden for det første opfylde diagnosekriterier for demens (svær neurokognitiv lidelse) eller mild cognitive disorder, og der skal for det andet foreligge dokumentation for overvejende vaskulær ætiologi som årsag til den kognitive forringelse.

VASCOG-kriterierne indeholder også en oversigt over det patologiske grundlag for vaskulær kognitiv lidelse samt eksklusionskriterier for vaskulær kognitiv lidelse.

Senest opdateret: